Hvis der er én, som intet fortryder, er det jo Edith Piaf. »Je ne regrette rien«, synger hun som finale i filmen 'La Vie en rose' og sætter punktum for sit liv på den hedonistiske måde: sprutten, morfinen og udsigten til tidlig død i midtfyrrerne – jeg fortryder intet. Nada. Nichts. Zilch.

Samme ord lyder også i magasinet Vanity Fair hver måned. På sidste side får amerikanske kulturpersoner på skift stillet en række spørgsmål, og de fleste svar er originale nok. Men så kommer det: »What is your biggest regret?«, hvorefter de adspurgte kvitterer med et svar som f.eks. dette, som musiker Jerry Lee Lewis leverede:

»Jeg fortryder intet. Jeg mente, hvad jeg gjorde, da jeg gjorde det, og holdt fast«.

Okay så. Nu kender jeg ikke statsministeren privat. Men noget kunne alligevel tyde på, at han, Edith Piaf og Jerry Lee Lewis kunne være blevet dus. Han virker som en mand, der intet ønsker at fortryde, hverken i forhold til sig selv eller andre – en sjældent fin kombination, man også kalder magtfuldkommenhed. »Der var intet at komme efter«, vil statsministeren muligvis sige på sit dødsleje, efter at hans memoirer 'Der er intet at komme efter' er udkommet.

Jeg undrer mig en anelse. For jeg fortryder alt: at jeg netop har drukket to kopper kakao fra automaten i træk for eksempel. Je fucking regrette. Jeg fortryder, at jeg tog solarium i midt-1980'erne og derfor risikerer tidlig død, og at jeg i 1990'erne satte kryds ved nej ved den EU-afstemning ... og hey, at jeg var så dårlig til at administrere min tid i sidste uge, at jeg skriver denne klumme på min første feriedag.

Også forfatteren Jens Christian Grøndahl er åbenbart typen, der fortryder. F.eks. at han gav opbakning til Irakkrigen, som han indrømmede på forsiden af denne sektion nogle uger tilbage. Krigen var en »grusom og tragisk fejltagelse« – »jeg skammer mig«.

Gør det manden mindre troværdig? Næppe. For der er jo masser at fortryde, hvis først man inviterer eftertanken med til bords.

Problemet er bare at beklage med værdighed. Her er den eneste tommelfingerregel, at du frem for alt bør undgå at nævne essensen af, hvad du undskylder – der er trods alt sjældent behov for sandhedskommission. Sig f.eks. aldrig: »Nej, undskyld, at jeg kom til at kalde dig en kæmpenar, som fortjener at blive ramt af et kuglelyn«. Også Jens Christian Grøndahl gjorde klogt i ikke at sige: »Undskyld jeg kaldte jer nogle rygmarvsløse venstreintellektuelle, der ikke tør tage moralsk stilling« (selv om han sagde noget i den dur). Den slags roder mere end nødvendigt.

Men hvad skulle Jerry Lee Lewis da have svaret i stedet, spørger du måske? Tja, var jeg ham, havde jeg måske sagt noget i retning af: »Jeg fortryder intet. Jeg mente, hvad jeg gjorde, da jeg gjorde det, og holdt fast – altså lige på nær det der med, at jeg giftede mig med min 13-årige kusine«.

Det er tid. Den kan ikke trækkes længere. Strømpebukserne skal skrælles af. Skummetmælksblåligt bentøj skal blottes, og i år er de ikke til at komme uden om for hverken mænd eller kvinder ifølge modemagasinerne: shortsene. Ja, denne lille lede type, som briterne vist opfandt, og som The Guardians Guy Browning med stor national selvindsigt har reflekteret over således:

»I vores visdom har vi udviklet en beklædningsgenstand, der leder vand ned af vores ben, kaster vind mod nyrerne og frost mod vores ekstremiteter«.

Praktisk. I København er klimaet koldere end i London, skal tilføjes - men modens bydeform sjældent efterfulgt af færre udråbstegn.

Men trend er ikke det største problem. Derimod kan det være en større udfordring at krydsreferere vejrudsigten med klimaet på arbejdspladsen: Vores var subtropisk året rundt indtil for nylig, hvorfor en mandlig mellemleder for et par år siden foreslog, at vi indførte nøgenredigering i Politikens redaktionssekretariatet. Generøst.

Siden er klimaanlægget blevet skruet ned, hvilket jeg personligt ikke beklager - på grund af udpræget, men åbenbart utidssvarende kropsforskrækkelse. For mellemlederen er ikke længere i suspekt ental, hvilket man ved, hvis man er kommet til at placere sig i Frederiksberg Svømmehal søndag eftermiddag. Her står man så blandt nøgne englehoppende mennesker til en omgang vandaerobic for såkaldte naturister - formerly known as nudister.

De har for tiden voldsomt vind i sejlene og good for them. Alligevel forekommer det mig en anelse paradoksalt med tanke på det pludselige ammeforbud på mange danske cafeer.

Personligt har jeg hverken fået bryst eller stået i en situation, hvor det var naturligt at give til andre. Men når det gælder spørgsmålet om ammeforbuddet, har jeg det mere som lovgivningen i to tredjedele af de amerikanske stater - der forsøger at udbrede ideen om, at fodring af et sultent barn er naturligt, og at det er ulovligt at diskriminere - end som B.T.s læserbrevsskribent R. Petersen fra Glostrup:

»Hvad er det for en nymodens trend, at folk skal fodre babyerne, mens de er i byen? Det kommer ikke mig ved, at ungen er sulten og skal fodres her og nu. Bliv dog hjemme«.

Ja, velkommen til 2007: Kvinder på barsel skal blive bag lås og slå i deres respektive karantænestationer, hjemmet, hvor de kan fejre et backlash for den kvindelige brystkasse, der er blevet forringet til en fetich. Obskøn! Usømmelig! Anstødelig!

Når det gælder mine egne bryster, er jeg Schweiz. Altså neutral. Jeg har hverken et positivt eller negativt forhold til dem, lige bortset fra den sommer, jeg fik dem - med en måneds mellemrum. Lidt ærgerligt på den asymmetriske måde. Men andres? Jeg forestiller mig faktisk, at alt for meget ben under et par alt for små shorts kan virke mere skræmmende. Men man gør det jo, iklæder sig dem, kigger i spejlet og tænker: »That was just a little more information than I needed to know«.

Intet er så vigtigt som coolness, når man er teenager. Især fordi tilstanden, der simrer i ens indre, er det modsatte: rædsel.

Det er her, cigaretterne kommer ind i billedet (ja, dem, som det fra i morgen skulle være forbudt at pulse på i al offentlighed, hvis ikke forbuddet var blevet udskudt til august).

Cigaretterne giver indtryk af, at man – ganske fejlagtigt – har taget det store kørekort til sit eget liv. En infantilt fornærmet mine over udsigt til husarrest ligner med cigaret i hånden f.eks. nu i stedet global bekymring over verdenstilstanden på Al Gore-niveau: »Det er bare så (tager et hiv – puster langsomt ud) totalt nederen«.

Selv forsøgte jeg at blive ryger ved hjælp af målrettet indsats og intervaltræning i det store frikvarter. En fiasko. Ejede ikke det nødvendige nikotin-gen, viste det sig, og sad fast ved stadium nr. et: Koldsved og et grønligt look, som om jeg netop havde kastet hovedet bagover og tyllet et bæger gift. Den slags kan også blive lidt belastende for ens image i længden. Og uden nødvendig uvane havde jeg intet påskud for at placere mig i Metropolitanskolens rygerum, den tågeindhyllede hemmelige loge, og måtte i stedet krybe tilbage i klasselokalet blandt de andre dukse.

Dér er jeg sådan set blevet siddende siden. Kun få gange har man kunnet observere mig luske prøvende ind i Politikens rygekantine med en banan i hånden (for ligesom at give hænderne noget at tage sig til).

Men man burde kende sin besøgelsestid. Man burde vide, at man er ausgeladen , som kun tyskerne kan udtrykke det. Man burde have lyttet til f.eks. den britiske kunstner Damien Hirst, der har forklaret sit forhold til tobakken således:

»Rygning er den perfekte måde at begå selvmord uden faktisk at dø. Jeg ryger, fordi det er forkert, så enkelt er det«.

Her kommer banan alligevel til kort. Kaliumholdig frugt og decideret dødsforagt har grundlæggende svært ved at arbejde sammen. Man burde have vidst bedre.

Men nu blæser der nye vinde over landet. For pludselig er det blevet smart at være mig. Trods politisk udskydelse af rygeforbud har tre af mine yndlingsbarer helt af sig selv valgt at indføre reglen fra i morgen. Personligt har jeg svært ved at administrere den pludselige medvind, magt korrumperer, siger man ganske rigtigt, og jeg er allerede typen, der føler trang til civilanholdelse ved enhver overtrædelse. Der er nultolerance.

Røgen er nu blevet rædsom. I forvejen kan jeg kun spise på restauranter med særlig indbygget karantænestation, hvor man isolerer rygerne. Og den klassiske frokostrestaurant i Nordvest, jeg befandt mig på forleden, var kun en slags antropologisk undtagelse. Mærkelige eksotiske dyr, der sidder ved bordene med deres Kings, konstaterede jeg og skiftede tøj, idet jeg kom hjem.

Rygerne er de nye udstødte. Dem med svag vilje og tobakssovs i orgelpiberne, der må stå udenfor med fornærmet mine over omvendt stuearrest, mens vi andre nysmarte drikker dus indendørs.

En slags tillykke er nok derfor på sin plads, Bettina. Jeg forstår, du nu er en af os. Vi kunne ryge en banan ved lejlighed?

Forventningens glæde er den største. Siger altså hjerneforskerne. Ser du frem til noget, udløser hjernen sit glædessignal dopamin: Så er der fest og farver i hjernens venstre frontallap.

Og kan det næsten blive mere festligt end i denne tid?

Onsdag var det forårsjævndøgn, i morgen begynder sommertiden, majstangen skal snart rejses, og foran os ligger ubekymret skandinavisk Carl Larsson-liv med rækker af lyse sommernætter iført gazetynde gevandter.

Right. Muligvis er jeg hjerneskadet. Men midt i ugen passerede slud mit vindue, og mens jeg måbende så til, kunne jeg høre en mand råbe »Lortevejr!« nede på gaden (åndsfælle?). I dag er det bare en af de der Quattro Stagione-dage, som vi i Danmark har flest af, hvor årstiderne fusionerer: På den ene side er det forår, og på den anden side vinter. Uspiseligt.

Lidt sund skepsis er vel på sin plads. Ikke mindst over den mærkeligt utilpassede højtid påsken, som ligger på lur:

Hvem har egentlig givet påskeharen lov at blande sig i det kristne ritual, og hvorfor gemmer den sig hvert år på den der emsige facon, som om den har brug for at blære sig med, at den er udhvilet efter sin dvale.

Selv sidder man omgivet af hidsige filtkyllinger ved frokostbordet og ligner en kødløs dag. Forårstræthed går egentlig sjældent i spænd med snaps i lav sol.

Heldigvis har den engelske filosof Dylan Evans sagt her i avisen på et tidspunkt: »For at en art skal være succesfuld, er den nødt til grundlæggende at have det skidt«. Praktisk. Det er nemlig den eneste måde, hvorpå vi tager os sammen. Og flytter os mod bedre tider.

På en måde rart at vide. Det giver ligesom belæg for at have the blues, når man burde have det modsatte – om ikke andet så over at få stjålet en time af sin nattesøvn og at skulle møde op med følelsen af jetlag uden ny teint og turistfortællinger.

Men hvem er jeg at klynke. Ovre i dyreriget er den helt gal på grund af sommertiden. Skov- og Naturstyrelsen taler direkte om livsfare. F.eks. kan man se hjortevildt, ræve og grævlinger flakke forvirrede rundt på landevejene i morgentrafikken, fordi deres biologiske ur pludselig er ude af sync med bilisternes. De er for sent på den. Det kan man dø af. Fysikeren Jørgen Bak har desuden en hel forening mod sommertid og argumenterer f.eks. på sin hjemmeside: »Køerne bliver uligevægtige, når de bliver malket på sære tidspunkter«. Nu har jeg aldrig mødt en uligevægtig ko, men det lyder ikke rart.

Måske vil du indvende: De er jo dyr. Vi behøver ikke domesticere dem og tillægge dem weltschmerz, udviklingskriser og nedtrykthed over vejret. Det føles behageligt, især når man spiser en stor bøf.

Desværre har forskerne bare fundet ud af, at dopaminet, og altså evnen til at føle forventningens glæde og muligvis deraf også en vis skuffelse, også findes i dyrehjerner.

Sagt med andre ord: Koen kan også have the blues.

... Måske vi bare burde lade uret stå?

Der synes nu alligevel at være en lille fordel ved DR's budgetoverskridelser: Ens egen privatøkonomi begynder til sammenligning at ligne noget, som Mogens Rubinstein har haft fingre i: Upåklagelig på den beskedne måde – uden at gå ud over nogen.

Praktisk. Ingen grund til pludselig prikkerunde i privaten, polsk rengøringshjælp må blive, og middelklasseidyl er intakt.

Den slags kan selvfølgelig også blive for meget, men sætter bondeangeren ind, skal man bare huske at sige Gabriel Garcia Marquez' ord højt for sig selv:

»Jeg er ikke rig. Jeg er en fattig mand med penge, hvilket ikke er det samme«. Dybt. På den måde kan man undgå at give omgang, hver gang man er på bar med vennerne. »Guys, jeg har penge med, men jeg føler mig ret fattig«.

Altså medmindre man hedder Ulla Tørnæs – Empatien fra Esbjerg – der ligesom er forpligtet til at give omgang i den tredje verden. Nu har hun så fået den ide at sende en fortrop af halvkendte danskere til Afrika for at gøre arbejdet (de helkendte sprang fra).

For eksempel kunne man på tv i den forgangne uge se Charlotte Bircow suse rundt nede i Uganda for at beslutte, hvilke tre ulandsprojekter, der skulle honoreres med danske millioner.

Jeg skal ikke gøre mig klog på pengesager. Jeg har ikke talentet. Men jeg har Dan. Han er min revisor, og han har hidtil lært mig, at det er bedst at overlade den slags til ham, mens jeg passer mit arbejde.

Hvad der egentlig kvalificerede fitnessinstruktøren til Danida-arbejde stod da også en anelse uklart; til gengæld var Bircow qua sit erhverv positivt overrasket over de indfødtes Body Mass Index: Og hun var nu »mere bekymret for fejlernæring i Danmark, og hvor tykke vi er«.

Der var rigtig nok heller ikke mange halvkvapsede at se i den landsby, der forsøgte at stable et aids-projekt på benene. Men der var til gengæld måbende enker, der blev forladt af delegationen efter et besøg på kun syv minutter. Teaterstykket, de havde forberedt for at illustrere deres livssituation, blev aldrig spillet.

Noget, der kunne minde om dårlig dansk revy, fik seerne til gengæld lov at opleve ved næste stop, hvor mennesker bad om hjælp til bedre hygiejne. For her udbrød Bircow i alvor: »Helt ærligt er det vores skyld, at de bare ikke kan tænke selv«.

Storslået. Man fik pludselig fornemmelsen af, at nogen havde trykket rewind på båndet med H.C. Andersen-året, og at man var vidne til en Aveny-T-version af 'Klodshans', hvor bejlerne var skiftet ud med nødstedte. »Duer ikke! Bort!«, lød beskeden fra fitnessprinsessen til aids-enker og børn med parasitter.

Derfor kan jeg godt lide Bill Gates.

Det er ikke bare den beskedne brille, han er også mand nok til at indrømme, at han er rig, samtidig med at han dadler det system, der har skaffet ham milliarderne: »Når det gælder sygdomsbekæmpelse ude i verden, har kapitalismen virkelig svigtet os«.

Hvad skulle den dame dér? Hvad skulle de andre? Og hvem sagde føje spot til skade?

Taler vi kærlighed, siger man, at der findes én til alle. Sødt. Problemet er, at vedkommende i princippet kan befinde sig på en blind vej i Burundi.

Finder man alligevel frem (tillykke!), og har man dannet par et stykke tid, rejser der sig et problem nr. 2: Det ligger ligesom i luften, at man bør indgå ægteskab. Allerede her bliver man træt, for straks lyder det fra erfarne typer udi genren: »Man skal arbejde for at bevare et godt ægteskab, det sker ikke af sig selv!«. Arbejde?! Det særligt forvirrende er, at ingen endnu har oplyst, hvad dette arbejde består i. Er det ufaglært, og er der en overenskomst på området? Må jeg hyre billig polsk arbejdskraft i stedet?

Min egen hindring for at blive viet er faktisk, at jeg så godt kan lide min kæreste, at jeg ikke ønsker at rykke det tættere på at blive skilt. Det bliver man nemlig i min familie. For selv om ægteskab er til døden os skiller, skal det i de fleste tilfælde tilsyneladende forstås som varigheden af et rotteliv: Det varer fire år max. Så længe har de fleste, der bliver skilt, ifølge Dansk Statistik holdt hinanden ud. Og sådan ser min frygt ud: Rigor mortis har allerede sat ind i mundtøjet, og man forsøger at komme i tanke om, hvad man endnu ikke har diskuteret. »Vi kunne tale lidt om realkreditinstitutternes balanceprincip?«. »Laktoseintolerance?«. »Hundeopdræt?«. »Nej, ikke...«.

Og så har vi balladen. For er man først fraskilt, er man nødt til at gifte sig igen med den næste, man støder ind i for ligesom ikke at gøre forskel på folk. Det er The Elizabeth Taylor-trap , som min veninde kalder det. Hun indgik ægteskab nr. to sidste år og sagde allerede i sidste uge over telefonen: »Jeg forstår egentlig godt, hvorfor folk bliver skilt«. Måske et varsel? Om bryllup nr. tre.

Og kom bare med det. Jeg går for tiden til bryllupper, ligesom andre går til aerobic. Har lige taget fem på stribe og var en overgang formentlig i fare for at begynde at svede dessertvin af mærket Sauternes. Sjældent er det udramatisk: F.eks. observerede jeg midaldrende kvindeligt familiemedlem falde med fødderne først igennem flettet stolesæde med dannebrog i hånd (vi var alle blevet bedt om at stille os på stolene). Og jeg har personligt ødelagt brudens frisure, da mit bentøj under heftig dans blev vinklet ind i hendes gulvlange slør (arvestykke flækket).

Det mest interessante ved dagens bryllup er vist, at det foregår bag lukkede døre (altid godt for fantasien). Ellers er der ikke det store at hidse sig op over – medmindre du hos bookmakerne har spillet på, om Alexandra dukker op i skarlagenrød kjole (forvent at få pengene igen flere gange), eller du er en af dem, der generelt går rundt og stresser over, hvem der skal overtage hendes protektorat i Foreningen Kniplings-Festival i Tønder.

Alligevel er der vel én ting at glæde sig over, som man altid må, når det gælder kærlighed. På et eller andet tidspunkt har to fremmede mennesker overgivet sig synkront til hinanden. Smukt. Overgiver man sig forskudt af hinanden, hedder det vist SM.

Jeg så engang et tv-program om søkoen. Har tænkt på den lige siden.

På en tidspunkt i løbet af evolutionen var den oppe og vende på landjorden. Men så ombestemte den sig; konkurrencen fra de andre pattedyr magtede den ikke, og søkoen kravlede tilbage ned under vandet. En retræte fra rotteræset – også en mulighed? Hvem gad ikke godt engang imellem stå og stene lidt på et lavere udviklingstrin – mandage i almindelighed og på mandag i særdeleshed.

»Vil du se Oscaruddeling ovre hos mig søndag nat? Traditionen tro spiser vi foie gras og drikker portvin og falder i søvn, når det for alvor begynder at blive spændende«, spurgte en veninde forleden. Nogle invitationer er uhøflige at afslå.

Selvfølgelig bør kunst ikke være et hækkeløb – som en kollega formulerede det i ugen. Men hvem snakker egentlig om kunst? Det er nat, den kritiske distance snorker højlydt under sit slumretæppe, og halvåbne øjne registrerer glad den gallaklædte lynchning ovre i underholdningsbranchen: Hadet, når Joaquin Phoenix iskoldt betragter sin kvindelige medspiller få sin pris (som sidste år). Og løgnen, når Martin Scorsese klasker håndfladerne sammen til en klapsalve i præcis det øjeblik, han igen bliver forbigået (som så mange år).

Det spændende ved Oscarshowet er, at det har tendens til at anerkende minoriteter i det små, hvilket omvendt altid kommer til at afsløre den skjulte etikette: Race, alder og kropsvolumen are everything!

»Gud! En overvægtig kvinde har fået en oscar«, lød det da Kathy Bates fik sin statuette for 'Misery'.

»Gud! En sort kvinde har fået en oscar«, lød det, da Halle Berry fik sin for 'Monsters Ball'.

Ja, helt utroligt. Nede på stolene måtte Sissy Spacek og Judy Dench samme år blive pænt siddende, mens kameraet ivrigt ledte efter deres skuffelse. De var for gamle. Hvad havde de regnet med?

I år er det så netop deres generation, som er det nye wild card. På række står Helen Mirren (61), Judy Dench (72), Meryl Streep (57) og Annette Bening (48). 'Hollywoods new first ladies' er de blevet døbt i en britisk avis.

»Jeg tror, det er, fordi publikum nu vil se fremstillinger af kvinder som mangefacetterede individer«, udtalte den amerikanske feminist Ariel Levy samme sted.

På en måde betryggende. Indtil man kommer i tanke om deres roller:

Helen Mirren er et afstumpet statsoverhoved, der først viser følelser i mødet med en kronhjort.

Meryl Streep er en afstumpet erhvervskvinde, en magasinredaktør, der får succes på bekostning af sin menneskelighed.

Og Annette Bening er en afstumpet mor, en valiumjunkie, der ender som gal.

Man skal passe på med, hvad man ønsker – apropos lavere udviklingstrin. Ovre i Hollywood er det vist ikke så længe siden, at kvinden simrede under låg nede i ursuppen.

En særlig befolkningsgruppe er heldig denne weekend. Børnene. I en dags tid er der givet grønt lys for selvforstillelse. Det kaldes fastelavn.

På trods af at den klassiske tradition med at komme kæledyr i tønde og tæske løs altid har undret mig (medmindre man har et decideret udestående med kattedyr), er den sekulariserede version ekstremt meningsfuld: Tøndeslagning giver små mennesker mulighed for storhedsvanvid i ufortyndet version: På med kappe og rød underdreng, og supermand er mellemlandet.

Man skeler jo misundeligt. Selvfølgelig har vi andre stadig drømmen, hvor vi i princippet har mulighed for at give den gas med gøgleriet. REM-søvnen tilbyder os på en måde hver nat en ny chance for at få det fantasifulde liv, som dagen benægtede os. Problemet er bare, at man ikke selv kan bestemme plottet – og at det for mit vedkommende ofte ender med at minde om noget, som Jytte Abildstrøm har haft fingre i. Langtrukkent. Lukningstruet. Og med alt for få biljagter.

Den eneste sikre måde at transportere sig mod et belejligt selvbedrag er under rødvinsmiddagen, hvor man kan håbe på en kortvarig følelse af ubesejrethed, indtil diskussionen løber af sporet, tandsættet er blevet bourgogneblåt, og noget går itu. Er det dig, som smadrer glasset, lad da være med at vente på applaus; ukronet kattekonge bør takke af asap.

Og talking about maskebal: Det er faktisk ærgerligt, at man som voksen mister reel maskeringsmulighed. Jeg kender f.eks. en 3-årig, der først føler sig tryg nok til at se en bestemt tegnefilm på dvd, når han er iført sin Batmanmaske. Forståeligt nok. Men her må man jo paradoksalt nok konstatere, at farerne i livet først bliver rigtig alvorlige omkring det tidspunkt, det begynder at blive suspekt, at han bærer den. Animationsfigurer har det typisk med at blive erstattet af reelt fjendebillede. Ikke helt ufarlige er f.eks. de modne kvinder til føromtalte rødvinsmiddag. Som aftenen skrider frem, har de som bekendt en særlig evne til at forvandle sig til Amarones kanoner. Skræmmende. Batmanmaske til folket!

Især Knud Romer har fortjent én, efter at han nu har fået det meste af Nykøbing Falster på nakken.

Hans forbrydelse består vist i, at han har skrevet en roman med dagsrester fra sin barndom og undervejs følt sig mere forpligtet over for sine nye læsere end over for sine gamle legekammerater. Rimeligt nok skulle man mene. Men sidstnævnte gruppe synes bare ikke, at den børnefødselsdag er helt præcist skildret, og man får lyst til at indvende: Bogstavelighed er ikke kunst, men kunst er tit det brugte bogstav.

Spørg bare Karen Blixen, der lod, som om det var hende selv, der skød den løve på landevejen i 'Den afrikanske farm'. Faktisk var det Denys Finch Hatton – det afslørede hun selv i et brev.

I hvert fald tak til de forfattere, der er i stand til at ommøblere deres virkelighed, så jeg kan flygte ud af min. Hverdag er der nok af.

Ude i verden siger man »Danish design is an old chair«. Og inde i den autentiske Arne Jacobsen-suite på SAS Royal Hotel er polstringen træt og plettet. Jeg ved det, fordi jeg var der til et selskab for nylig. En af gæsterne, en italiener, væltede sidelæns sammen med Ægget. Ingen havde fortalt ham, at man skal undgå at tale for ihærdigt med sin sidemand, når man sidder i dansk design. Nordisk tungsind er en fordel.

Umiddelbart er det derfor en god nyhed, at danske møbler får selskab af dansk tøjdesign ude i verden. Det er da også, hvad vi fejrer netop nu med Cph Fashion Week. Men her må jeg bare indvende, at det er en del sværere at være borger i nyt modemekka, end det var at skubbe endnu en 50 år gammel stol ind under spisebordet.

Indbygget i moden er netop det forhold, at det straks efter bliver umoderne. Timing er derfor altafgørende – det handler om at iføre sig sølvgamachen på det helt rigtige tidspunkt: To måneder for tidligt, og du ligner et fjols. To måneder for sent, og du ligner et tilsvarende fjols. Møder du op i gamachen midt imellem, er du homefree: et såkaldt stilikon.

Designerne skal man dog ikke forvente assistance fra. De ytrer sig nogenlunde lige så dunkelt som svovlomtumlede orakler. Nogle af de klare ord, som Coco Chanel lod falde, var: »En kvinde er tættest på at være nøgen, når hun er velklædt«. Udmærket. Jeg kan bare ikke helt overskue at være splitter-Hans-Jørgen i Irma – kender I det? Man ved aldrig, hvor man skal gøre af sine hænder.

At forsøge at klæde sig som sin yndlingsdesigner skal man især være påpasselig med. Forleden mødte jeg en bekendt, Designeren, ved en bardisk. Vi udvekslede høfligheder, men i mit indre rasede en panisk monolog:

»Hvorfor har han den damebrille på ... og uden glas i? Har han rullet en forstadsfrue. Eller er han blevet fan af filmen 'Tootsie'? Er det sådan, vi nu skal se ud? Sandsynligvis! Han er jo Designeren! ... Gad vide, om bedstemor har en skuffe med gamle nødbriller?«.

Her måtte en anden ven huske mig på, at designeres evne til nyskabelse bliver målt efter, hvor bizarre de tager sig ud. Hverken Tootsie-brille eller pludselig kridhvid Karl Lagerfeldt-dusk gør lønslaver populære i det åbne kontorlandskab.

Men når jeg alligevel vender tilbage til gerningsstedet, butikken, er det fordi nyt tøj har én vidunderlig egenskab: Det giver fornemmelsen af et kort øjeblik at føle sig som en fremmed. Man trækker i nyt leopardlook. Farvel til gammelt udtjent jeg. Goddag til ny spændende person. Det varer et par dage, og så opdager man, at man ikke kan spæne væk fra sig selv, og at leoparden desuden for længst er blevet overhalet af zebrastriberne.

Glipper alt, og er du en katastrofe, selv iført nyt kup, er det rart at vide, at tiden er din ven. Så bliv blot tålmodigt siddende i dine fejlkøb og din overskredne holdbarhed. For én ting kan man være sikker på: Alt bliver rasende smart igen, hvis man holder ud.

Same shit – different year, som man siger.

Er livet ikke sådan det meste af tiden? Man har kastet sig ned i en spagatredning, men bolden suser lige forbi én og videre ind i målet.

Jo, og sådan skal det være! Fiaskoer skal der til, for at man virkelig kan mærke succesen ... siger i hvert fald dem, der har opnået den. Truman Capote for eksempel, der med sin nasale og let smaskende stemme udbrød fra sin tinde: »Fiasko er det krydderi, som giver succesen sin smag«.

Right. Kunsten er åbenbart bare at udstå sin nedtur, indtil man igen får anledning til at løbe sig en sejrsrunde.

En smart måde at gennemleve en fiasko er at benægte den. Du ignorerer simpelthen din nedtur og lader som ingenting – en metode, der også går under navnet 'Strudsefinten' af indlysende årsag: Du tager tilløb og tyrer dit hoved ind en busk og voila! Problemet er ude af syne. Altså væk. Drejer man hovedet – stadig inde i buskads – vil man få øje på Peter Brixtofte.

Eksborgmesteren mestrer om nogen kunsten at være en fiasko. For nogen tid siden så jeg ham i tv komme slentrende til et retsmøde med en softice, hvoraf noget sad på kinden. Selv ikke Bill Clinton magtede samme grad af benægtelse under sin nedtur og var konstant på vej ned i fiaskospiralen. Ifølge en adfærdspsykolog i en dokumentar, jeg så for nylig, afslørede Clinton sig selv ved at rykke nervøst rundt på stolen midt i sin berømte sætning: »I did not have sexual relations with that woman ... miss Lewinsky«. Her kan Brixtofte noget mere. Han virker som en, der selv tror på det, når han leverer budskabet: »I did not have that free PBX-laks og rødvin i Restaurant Sepp«.

En anden måde at håndtere sin fiasko er at omfavne den. Simpelthen lade den domesticere og gøre den til en del af ens indre interiør. Det er vist her, at kvinder og kunstnere kommer ind i billedet. Især den nu 77-årige amerikanske maler Jasper Johns, der ikke bare kunne noget med en pensel, men tidligt i sin karriere også forstod at gøre sig det behageligt i sit potentielle nederlag: »Jeg forestillede mig, at alt ville lede til total fiasko, men jeg besluttede, at det intet betød – fiaskoen ville blive mit liv«.

Smart. Herfra kan det kun gå frem. Hvilket det jo sådan set også gjorde for Johns, der sidste år slog personlig rekord, da et af hans værker gik for 460 million kr.

Alligevel har denne uge vist, at man ikke altid behøver at lægge intellektuelle slagplaner, men kan nøjes med at sætte sig i sofaen, tænde tv'et og kigge frem foran sig. Så kommer succes af sig selv.

Tidligere på ugen skete det for mig.

»Jeg interesserer mig ikke for håndbold«, havde jeg skråsikkert erklæret over for en kollega ved middagstid. 10 timer senere: Jeg sad i min stue i pludselig medvind og jublede, mens jeg følte voldsom fædrelandskærlighed og fællesskab med 7 gange svengali iført rød dragt.

Succes for Danmark = succes for mig. Så nemt kan det være.