There and back again. What a magnificent country, Hong Kong - oh, and do check out Jeffrey Bützer, whom I was so lucky to experience playing live in Hong Kong. Wonderful tunes!

And speaking of "mooore tuuunes" I once again attended the annual Roskilde Festival and let's get this straight, it can't probably get much better than this year's (not considering the somewhat repeatingly bad daily weather reports). Amazing performances from a bunch of absolutely flabbergasting artists!

On a side not, I've been recording like mad these past few weeks for my Low Fidelity Side Project, Ne & Erthal, and it's finally taken a respectable form. Some of the outcome of all this work is 'Still Cinder', but it's only a small part of the coming EP, 'Forest / Fire'. The songs of 'Forest / Fire' is meant to be played as a whole, so I still have to work with 'Still Cinder' later on, when I've got some more tracks finished, hence the added "- (Demo)" to the title.

 

// Simon

Post script: For those of you sharing an interest, Musoffen Simons Musiksamling, will soon be up and running again, with more weekly updates, on fantastic and exciting music.

Ved sidste års Roskilde Festival, kunne man være så heldig at erhverve ét styk gratis 'Free Label Sampler', som bestod af forskellige artister fra i alt seks danske og fantastiske undergrundsselskaber: Rump Recordings, Kontur, Rumraket, Ljud, Hobby Industries og, sidst men ikke mindst, Jenka Music. Pladen bød på, hvad vi på hjemegnen i det nordvestlige Thy ville kalde, "jænne gu'e sager", og midt i hele paradiset var et nummer fra Badun så at finde, navnlig 'Hyben v.1'. Lige siden dets knitrende og knasende udladninger ramte mine fisefornemme øregange, har jeg været mere end opsat på, at kunne lægge øre til et komplet album af samme exceptionelle karakter. Det er nu så endeligt blevet muliggjort med udgivelsen af deres debutalbum, som slet og ret danser under navnet Badun.

 

Magen til hyperaktivt og på samme tid afslappende album, ja, det skal man da lede længe efter. Baduns univers kredser omkring en meget stilsikker lyd, som dog alligevel byder på et nærmest uoverskueligt hav af finurlige detaljer og farverige nuancer. Det knitrer og knaser fra alle hjørner af hørebøfferne, alt imens melodierne kredser omkring det evigt kombinerende fusionsjazzede udtryk. Fyldt til bristepunktet med saftige jazzede instrumenteringer, fremstår pladen, som den bedste lemonade – sprængfyldt med C-vitaminer. Det er et opløftende og solrigt album, der fungerer som et ideelt stykke kunst, når jeg skal have den der velkendte musikalske hjælp, til at få det rigtige ben ud af sengen.

 

Det er samtidigt også en skive, som tager den tid en skive tager – eller, i hvert fald den tid, som den fortjener. For Badun kan ved første ørekast forekomme en anelse for hysterisk, for straks efter at bevæge sig en anelse for tæt på det chillede, ja, nærmest ambient-omfavnende. Det er absolut ikke et album, man kan nikke genkende til fra start til slut. Når som man lige gik og troede, at man havde overskuet hele værket, ændrer billedet sig fra top til tå ved næste gennemlytning. Men giver man Badun den tid Badun fortjener (og de fortjener al den tid de behøver), vil man føle sig omfavnet af en lækkerbisken, bestående af kun det bedste fra lige dele jazz og electronica. Det er hverken enten eller, men et eller andet medium lige midt imellem.

 

Som sædvanligt, går man aldrig forkert i byen, når borgmesteren hedder Rump Recordings, og er man en fan af andre utroligt spændende og altid dekorative rumper, som bl.a. tæller Rumpistol og Karsten Pflum, smagt til med en god årgang jazz, ja, så vil man sikkert også tage rigtigt, rigtigt godt imod denne uges album i Musiksamlingen.

 

 

Badun spiller på dette års Roskilde Festival.

Det er på ingen måde uden grund, at Grizzly Bear fortjener pladsen, som Musiksamlingens første "featured artist" med deres andet album, Yellow House. Siden udgivelsen tilbage i efteråret '06 har dette mesterværk nemlig været i fast rotation på pladespilleren - og hvilket mesterværk...

Træd venligst indenfor det gule hus' rustikke fire vægge. Her er der masser af plads til alle, vær det dybtfølte melankolikere såvel som opløftede livsnydere. De faste beboere hedder Ed Droste, Christopher Bear, Daniel Rossen og Chris Taylor, og de mestrer hver især et utal af instrumenter. Hovedkomponist, bagmand og frontfigur Ed har udtalt, at han ikke ser sig selv som en specielt habil guitarist. Om der er noget om snakken, ja, det skal jeg nu ikke gøre mig klog på, men der hersker imidlertid ingen tvivl om hans vokale evner. Det er dog ikke i stemmebåndets vidde eller karakteristika at man forbløffes først og fremmest, men i de fantastiske fyldige og harmoniske kor arrangementer. Man fristes til at tage farverige ord, som a cappella, i brug – men stemmerne 'er' dog akkompagneret stort set hele albummet igennem af den ene eksperimentelle instrumentering efter den anden.

Netop den utrolige selvsikre legesyge er med til at fastslå albummets farverige kulør. Den velkendte poprock-indretning med bas, guitar og trommer bliver på absolut bedste vis parret med banjoer, kontrabasser, flygler, harmonikaer, blæsere og strygere. For endelig ikke at glemme et utal af elektroniske finesser og finurligheder, der knitrer og knaser når man mindst venter det. For på trods af en ganske ny lyd, har det skramlede og grænseløse Brooklyn-band ikke bevæget sig væk fra det så småt elektroniske udtryk.

Hvor deres debut album fra '04, Horn of Plenty, bød den tålmodige lytter indenfor i en meget skramlet og meget, 'meget' lækker indietronica-omfavnende melankoli, hvor den simple melodi og den dårlige optagelse var et varemærke, ja, så møder man i Yellow House en mere moden og selvsikker grizzly bjørn – hvilket i sidste ende også resulterer i en noget mere progressiv og intelligent bamsefar.

Alt dette resulterer i usandsynlig ekstravagant og helt igennem overdådig blanding af poppet folkerock som trækker konstante og store tråde til avantgarde af den bedste skuffe. Tilsæt en udsøgt detaljerigdom og en overjordisk sans for de helt store harmonier, og du ser dig selv blive opslugt i det gule hus af Grizzly Bears magi.

Til sidst skal det nævnes, at Grizzly Bear kan opleves på dette års festival, og lød ovenstående snik snak bare nogenlunde fristende, vil jeg ikke mindst anbefale dem på en intim scene i levende live. Man vil her typisk være vidne til en sådan velspillet fantasi og tro på sig selv, at det velkendte repertoire pludseligt skifter aspekt, så sangene flettes ind og ud af hinanden og optræder på helt andre måde end dem man kender fra pladerne (på den fede måde).

Alt dette og meget, meget mere er alt sammen med til at gøre Grizzly Bears Yellow House til denne uges album i Musiksamlingen.

Som tiden kommer og går, kommer der mere og mere luft under vingerne, og man stiger højere og højere til vejrs med håbet om, at skabe sig et bare nogenlunde overblik over alverdens fantastiske musik. Det er lidt af en optur på opleveren at rejse igennem alskens interessante lydbilleder, men det kan altså også virke ganske håbløst at overskue morgendagens nye navne, som konstant popper op her og der og hist og så her igen.

Derfor har jeg valgt at starte denne Blog, Musoffen Simons Musiksamling, der gerne skulle åbne læserens ører op, for nye og spændende artister, der både vil være at finde her på MySpace, såvel som på fysiske fedtede, støvede skiver ude i den virkelige verden. Hver uge vil Bloggen blive opdateret med en art "ugens plade". Danmarks Radios Ralf Christensen fra Radium på P2 vil krumme tæer, når det går op for ham, at jeg har tyv stjålet hans faste udtryk. Synd og skam, for udtrykket kunne ikke passe meget bedre, og jeg har opgivet at finde på et tilsvarende synonym, som har den samme catchy effekt.

Det er med løftet pande, at jeg kan sige "... er denne uges plade i Musiksamlingen" - men ikke endnu! Jeg følte det kun retfærdigt, at de ugentlige plader præsenteret her fik deres helt eget Blog-indlæg, så man må vente til i morgen med at se hvilken artister, der står bag den første uges plade.

På rigtigt glædeligt genhør på gehør.