- skrevet af Hjarnees
Internettet! Et TOTALT I ORDEN sted at møde nye mennesker eller bare tale med nogle gamle pals og sælge og købe ting og sager og alt sådan noget. Eller fortælle om sine interesserer som for eksempel Steven Seagal og andre ting man går og tænker på - altså hvem man er vild med eller hvad man tænder på.
Jeg har selv en masse profiler alle mulige steder på nettet, og billeder og blogs og alt det der. Og jeg har mødt en masse fede mennesker som synes det jeg lægger ud på nettet er herrefedt og grineren. Altså jeg har HELT vildt mange venner på nettet. Jeg har for eksempel nogle cool film hvor jeg går helt amok foran computeren ha ha! Ja eller hvor min ven bjarne sover og jeg tværer barberskum ud over ham ha ha! Dem er der rigtigt mange der har set og synes er herregrineren. Bjarne blev totalt sur over jeg havde lagt videoen ud på nettet - han er så nederen. Han synes ligesom jeg skulle have spurgt om lov først. Men det er da for satan min video. Det bestemmer jeg selv. Han er vidst stadig sur på mig - Bjarne altså.
Jeg har også en masse total i orden billeder fra byture i Dorskballe hvor jeg kommer fra. En gang kastede jeg op og Bjarne tog et billede. Det har jeg lagt ud på min profil fordi det er en skidegod ide at lægge sådan nogen ting ud på sin profil, for så er der helt vildt mange mennesker der kigger på det. Jeg har faktisk hørt om en der blev berømt og fik sit eget tv show efter han havde siddet og hylet under et tæppe over Britney - totalt fedt. Jeg gad godt at komme i fjernsynet... altså måske vil jeg hellere være politiker, for jeg hader duer, og synes de skal fjernes fra Dorskballe torv. De skider sgu alle vegne. Altså hvis jeg var politiker, så ville jeg lave en blog ligesom de andre politikere og skrive om duer. Så kunne folk læse om det på nettet og ligesom se hvad jeg står for af politiske ting og sådan noget. Altså det synes jeg.
Her er mine gode råd til den fede brug af nettet:
·Pinlige og klamme ting er noget andre mennesker synes er sjovt. Så hvis du vil have rigtigt mange venner på din profil, så skal du bare lægge nogle rigtigt pinlige og klamme ting ud af dig selv på din profil. Gerne noget med bræk eller lort.
·At have mange online venner er sejt! Men at have mange venner i virkeligheden er endnu sejere! Det er derfor cool at få rigtigt mange nye venner på nettet som man også kan mødes med i virkeligheden! Så husk at lægge dit fulde navn, adresse, telefonnummer og din mailadresse ud på nettet, så alle mennesker kan ringe til dig eller komme på besøg hjemme hos dig.
·Altså når man går på nettet, så er det jo ikke SIKKERT at der er helt vildt mange, der læser det man skriver på sin profil. Altså det er jo ikke helt sikkert at ens skolelærer eller forældre eller måske en journalist læser og bruger det man skriver. Så man kan sådan set bare skrive alt hvad man har lyst til. Det er jo meget hyggeligt sådan når man sidder derhjemme på sit værelse.
·Det er tidsspilde at læse brugerbetingelserne og privacy statements og alt sådan noget på de webtjenester man bruger. Det tager helt vildt lang tid at læse dem. Og jeg er sgu da ligeglad med om webtjenesterne bruger mine billeder og tekster. Altså hvis de nu for eksempel brugte dem til at reklamere for et eller andet sjovt produkt med mit billede så ville jeg jo blive berømt. HERRE FEDT!
·Der er ikke nogen der skal komme og fortælle dig at du ikke må lægge billeder af dem ud på nettet. Det er sgu da dig, der har taget dem. Så bare skid hul i, at nogen bliver sure på dig og ikke gider snakke med dig mere eller truer med at melde dig til politiet. Det må de fandeme selvom! Røvhuller.
·Der er rigtigt mange dumme svin ude på nettet. Så fortæl dem hvad du mener om dem, så ved de at du ikke er en man bare sådan tager pis på. Og så ved de også næste gang du logger på at det er dig, der skrev de der totalt seje lede ting. Du skal også bare svare igen hvis en klam én sender dig en besked!! Fordi så ved han at du svarer og ikke sådan bare stopper der.
·På nettet kan man godt være anonym hvis man har nogen pinlige ting om for eksempel sygdomme og sex som man gerne vil ha svar på eller tale om med nogen. Men det er sgu da en dårlig ide at være anonym, for så er der jo ikke nogen, der ved hvem man er, når man spørger om de der ting? altså?
Eller hvad?!! Så dum har man da næsten ikke lov til at være?
Har du tænkt over, hvad du selv har uploadet på nettet?
DU ER HVAD DU UPLOADER PÅ NETTET!