Søndag den 14. oktober
Salem er et af de orkestre, der har nydt godt af digitale muligheder for at bryde landegrænser og andre traditionelle analoge barrierer. I London har vi fået en del kontakter, heriblandt Martyn Myers, der er vært på radiokultshowet Bonanza, der sendes på Resonance FM. Vi bliver også spillet på BBC Bristol, og modtager i det hele taget en lang række tilkendegivelser fra mennesker i London og resten af verden, der holder af vores musik, og som gentagne gange har inviteret os herover. Og spørgsmålet er så, om det kunne være en god idé? At tage til London med bandet, finde nogle steder at spille og få en fært af musikscenen herovre. Det er meget almindeligt, især blandt danske musikere, at betragte London som den ultimative hovedstad for musik, som et sted, der rykker. Vi kender da også adskillige, der har prøvet lykken herovre, og nogle der vist stadig gør det. Og hvordan er det lige det er gået dem? Tja…
De har i hvert fald fået syn for sagn, og kan fortælle om et sted, hvor der er muligheder, men hvor hele tonen også er hårdere, og man ikke skal regne med den samme form for støtte (i ordets bredeste forstand), som der findes i Danmark.
Men hvor stiller det et projekt som Salem? Vi har udgivet 4 studiealbums og et opsamlingsalbum i Danmark siden 2002, har modtaget et væld af gode anmeldelser, har et betydeligt antal fans, der møder op når vi spiller koncerter, har været nomineret til både Steppeulve og en DMA og forekommer relativt vellidte på Danmarks Radio. Men rockstjerner? Alle vore store bedrifter til trods vil det nok ikke være helt passende at sige, at vort ganske lille fædrelands grænser ved at være snærende for vores projekt – vor beskedenhed byder os at erkende, at vi trods alt ikke er Kim Larsen i slutningen af 1970'erne. Og Danmark er også blevet et hårdt sted at spille musik, hvilket vi kan mærke. Man kan nævne mange grunde, herunder eksplosionen i danske udgivelser, den stigende konkurrence fra tv, ungdommens troløshed og det traditionelle argument med de "tilbagestræbende pladeselskaber" (der blandt mange nærmest er et mantra). Men mere end noget andet tror vi på, at musik i dag er blevet et så bredt fænomen, at det ikke giver mening at tale om at "slå igennem" i Danmark. Der har inden for vort lands grænser etableret sig indtil flere parallelle verdener, der alle har musikbranchen som fællesnævner, men som vitterligt ikke har meget med hinanden at gøre. Tænk på, hvor langt der er fra Lars Lilholt Land til ungdomsland, som det ser ud hos Voice, Radio100FM, TV2 radio og P3. Tales der overhovedet samme sprog? Og hvad med det marked, der hver fredag og lørdag udfolder sig for kopibands på spillesteder, hvor man (wow!) rent faktisk uden offentlig støtte har overskud på at præsentere livemusik. Og hvad med det faktum, at stadig flere albums sælges i supermarkeder? Hvad er "den danske musikscene" egentlig for en størrelse? Bestemt ikke entydig!
Men London? Byder dette sted noget for os? Kan vi måske – selvom der stadig synes at være bastioner, vi ikke har indtaget i vores eget land – finde miljøer der er mere modtagelige, hvor det er lettere for os at finde klangbund for vores musik? Det var med nogle af disse tanker i baghovedet, at vi takkede ja til Martyn Myers tilbud om at komme til London, optræde live på hans radioshow og i samme omgang forsøge at få et par offentlige spillejobs. Med en del bearbejde over mailen var der stablet en lille turné på benene med start søndag d. 14. og slut fredag d 19.
Søndag ved 16.00-tiden
Og nu er vi her så på det første sted, der har været friske på at give os et job, og vi er godt nok lidt spændte på, hvad der venter os. "The Old Kings Head" er egentlig et heavy metal-sted med kunstigt blod på væggene og en værtinde (finsk, selvfølgelig), hvis dybe stemme får Johnny Cash til at lyde som en spinkel drengetenor. De skæver lidt til os, og vi føler os lidt frem. Hyren er ikke noget særligt, så det springende punkt synes at være, om de lader os gå til den ved de mange tillokkende fadølshaner. Og ganske rigtigt. Her betaler kunstnerne for det, de drikker. Vi havde set det komme, vi er jo klar over, at her er branchen hård og kontant. Men en ting er drikkevarerne, der trods alt er sekundære. Mere vigtigt er gearet – det udstyr, vi skal spille på. Og her føler jeg mig straks på mere usikker grund. Nogle store røde højttalere, der ligner noget, der kunne stå i Sonny Crocketts penthouse i Miami Vice, pryder scenen. Ikke uden i betydelig grad at bryde med resten af heavy-stilen i lokalet. Og kigger man ned på jorden ligger en ubestemmelig slange af kabler, der vistnok engang er blevet forsøgt tapet sammen med gaffatape som et slags multikabel, sikkert af en ambitiøs hustekniker. Gaffa-manden må have fundet andre græsgange, og siden er flere kabler kommet til. Det ligner i foruroligende grad noget, ikke engang min gamle ungdomsklub "Gasværket" i Hareskovby ville eje, selv hvis de fik det foræret – og det siger ikke så lidt….
17.45.
Vi har nu besluttet os for, at vi er med i en absurd film. Selvom det ikke er helt ved siden af, da vi jo rent faktisk på turen medbringer vores faste filminstruktør og kameramand Anders Bøtter, så er det jo altid rarere, når man selv sætter rammerne for kaos. Og her er det ikke os selv, der sætter i scene. Selv John Waters, der instruerede "The Pink Flamingos", kunne dårligt have sat en mere trashy ramme for en koncert. Lydmanden er kommet, og han er flink, rar, ung. Og virker lidt, som om han ikke ved, hvad han laver. Der bliver efter meget besvær og flytten om på højttalere lavet hul igennem på Kaspers western guitar, og jeg bliver enig med mig selv om, at jeg aldrig har hørt noget, der lyder dårligere. Det anlæg er en fornærmelse mod konceptet "et anlæg". Jeg frygter lidt for jobbet, ikke mindst fordi det som sanger er ret rart at kunne høre sig selv, hvilket jeg helt sikkert ikke skal sætte snuden op imod i aften.
18.30.
Nu bliver det vist ikke bedre. Så herfra er det et spørgsmål om at gennemføre jobbet med den lyd, der nu er. Nu skal vi ud og have lidt luft.
19.30.
Miraklernes tid er åbenbart ikke forbi. På vores gåtur bevæger vi os hen imod det område, hvor producerikonet Joe Meek havde kontor, studie og lejlighed. Vi finder bygningen i et område, der minder meget om Kbh. NV. Ikke videre glamourøst, for at sige det mildt, og kun en fint opsat metalplade på husets mur vidner om, at her har foregået store ting dengang i 60'erne. "Joe Meek – the Telstar man" står der, og vi suger til os med sanserne åbne. Her har en betydelig mængde af 1950'ernes og 60'ernes store stjerner og dygtige musikalske vandbærere haft deres gang til excentrikeren Meeks domæne, hvor verdenshits som "Johnny, Remember Me", "Just Like Eddy" og det i England til dato stadig bedst sælgende instrumentalnummer, "Telstar" blev til. Vi suger til os, da et par venlige indisk udseende herrer spørger os, hvem ham Joe Meek egentlig var. Det viser sig, at det rent faktisk er de herrer, der bor oppe i huset, og de inviterer os indenfor! På dette tidspunkt er vores guitarist Johnny Stage (der netop har produceret tributealbummet "The Lady With The Crying Eyes" til Joe Meek) ikke til at komme i kontakt med. Vi bevæger os op ad den smalle trappe, hvor indtil flere megastjerner har haft deres ungdommelige gang (som f.eks. Richie Blackmore og Jimmy Page) bærende på guitarkomboer, på vej til arbejde. Det var også denne trappe, hvor Joe Meeks assistent Patrick Pink greb Joe Meeks husholderske Mrs. Shenton, da Meek i et anfald af vanvid og paranoia havde skudt hende og hun efterfølgende tumlede ned ad trappen. Legenden fortæller, at Pink – i dag en statelig ældre herre, der i øvrigt har meldt sin ankomst til Salems job på torsdag – efterfølgende løb op på anden sal for at finde Joe Meek liggende død for egen hånd.
Vi er lidt tid om at fordøje, at vi rent faktisk har været dér, hvor det skete. Det kan man – trods alt – ikke på MySpace.
20.55.
Skuer ud over en "crowd" på 20 gæster inklusive en hund.
24.00.
Vi er nu færdige med jobbet, der på mange områder blev den perfekte start på vores London-ting. Publikum var få, men velvillige og modtagelige over for vores musik, og selvom fremmødet ikke var særligt godt, og klubbens anlæg fik Lades Kælder anno 1990 til at virke som en teknologisk højborg, så gennemførte vi, og formåede oven i købet selv at nyde flere passager af koncerten. Højdepunktet for mig var, da jeg under introduktionen til vores nummer "Old Jeremyah" (der handler om en benet olding der med langt, hvidt, vindbrust hår og skæg stavrer ensom over sletten på jagt efter sin unge utro hustru) kigger ud i lokalet og rent faktisk ser Old Jeremyah. Denne engelske herre med langt hvidt skæg og gamle, endnu ikke aflagte hippiegevandter, virkede ikke, som om han opdagede at sangen faktisk handlede om ham. Og hvis han gjorde, tog han det ikke ilde op. Efter koncerten købte han vores første album "I Kicked the Dog". Også den unge lydmand Chris er venlig og rar og giver os sit personlige nummer, hvis vi skulle få brug for hjælp med udstyr eller andet under vores resterende ophold. Så alt i alt en rigtigt god første dag, om end vi, hvad angik selve koncerten, rent musikalsk ikke mærkede det helt store sus af at være i London.
__________
Mandag den 15. oktober
I dag skal vi optræde live på Radio Bonanza, og det er en meget vigtig dag for os. Vi skal møde radioværten Martyn Myers, der er hovedarkitekten bag touren. Vi skal optræde live på hans show og ved ikke rigtigt, hvad der venter os. Der bør være noget anlæg (trommesæt, bl.a.), og så skal vi formentlig spille nogle numre og tale om vores musik. Martyn er halvt inder og dedikeret til countrymusik, ikke mindst den eksperimenterende del af genren, og vi ved, at han især er vild med vores danske udgivelse "Nord1" fra 2006.
18.30.
Martyn har sat os stævne på radioen, men er endnu ikke selv dukket op. Vi bliver modtaget af en ung, bleg tekniker, der virker en lille smule konfus. Radioshowet er netop flyttet over til nogle nye lokaler, og det er første gang, de skal have et liveband i disse lokaler. Inde i studiet sidder to mennesker, der er i gang med at afvikle det show, der kører, indtil vi skal på kl. 20.00. Det er en ældre herre og en kvinde i slutningen af 30'erne, og da jeg passerer døren ind til studiet, synes jeg, jeg hører nogle hval-lyde. Vi er blevet installeret på 1. sal, hvor vores trommeslager Søren Wikke bliver sat til at grave et trommesæt frem fra et lagerrum. Det er tydeligt, at der er flere genstande, der ligner noget, der godt kan stamme fra et trommesæt, men i starten ser Søren godt nok skeptisk ud. Heldigvis dukker der efterhånden et helt sæt frem, skrøbeligt, rustent, gammelt, frønnet, men ikke desto mindre et sæt. Med lidt gaffatape skal det nok køre.
Nu er jeg sikker på, at det er hval-lyde, jeg hører fra studiet nedenunder. Og der er også noget andet. Kvinden synes at lave nogle lyse messende lyde, der blander sig med hval-lydene. Hmm. Vi er lidt spændte på, hvad der venter os…
Så dukker Martyn op. Han er venlig, rolig, og det fremgår, at Bonanza blot deler frekvens med hvalfolket, ikke koncept. Straks mere rolige bliver vi enige om at gå over og få en pint på den lokale pub, mens Martyns tekniker Faizal gør klar til liveoptagelse.
19.50.
Vi er nu 10 minutter fra "show-time", og alt er febrilsk og hektisk. Faizal og den unge blege tekniker, der tog imod os, løber rundt i studiet, eller rettere, forsøger at løbe rundt, hvilket er svært, da der i forvejen ikke er meget plads i et lokale, der nu også rummer vores instrumenter, 5 musikere, vores kameramand og Martyn. Der bliver båret forskellige små pulte rundt og stillet stativer op her og der. Den ene tekniker ligger på maven nede under trommesættet for at nå nogle stik i væggen, hvor der skal skiftes et kabel. Faizal sveder og er ikke til at komme i kontakt med. "Hvor skal jeg tale, og hvor skal jeg synge?" Ingenting, kun en tyngende stemning af panik. Gad vide, hvordan det her ender…
21.30.
Vi er nu færdige med showet og står og lytter til en båndet udgave af udsendelsen. Med en fantom-agtig indsats lykkedes det Faizal og hans blege hjælper at få hul igennem. Interview-delen går fint uden de store dikkedarer. Vi taler lidt om Salem, gør reklame for de kommende dages livekoncerter, taler lidt om Joe Meek, og så er tiden gået. Live-delen viser sig at gå ret fantastisk, men det er først noget, vi ved bagefter, for selve koncerten foregår for mit eget vedkommende i blinde rent lydmæssigt. Faktisk bliver mine monitorforhold bedre, når jeg tager hørebøfferne af, og det er ret angstprovokerende. Men heldigvis viser det sig, at teknikerne godt var klar over, hvad de lavede. Man kan høre alt, vokalen står klart, og en masterkompressor pynter på helheden. Pyha! Det var dejligt, og forhåbentlig var der nogle i den anden ende af æteren, der havde tændt for apparaterne og kunne lide, hvad de hørte. I den forstand var denne oplevelse ikke så anderledes fra MySpace-tilstanden, hvor man også sender ud i et udefineret rum og håber at nå et publikum.
Vi aftaler at gå ud at spise sammen med Martyn. Alle undtagen vores kameramand Anders, der fortæller os, at han skal ud og møde en gammel ven, som engang har sendt ham et postkort, hvorpå der stod "jeg tænker på dig i badet". Anders (der her i England har taget kunstnernavnet Gus Bottom) forsikrer, at de blot er gamle venner. Fordomsfri, som vi er, ønsker vi ham held og lykke. Der er dog tydeligt bekymrede miner at spore. En lille dansk dreng alene i den Londonske nat – ikke nogen betryggende tanke.
02.30
Gus Bottom er ikke kommet hjem endnu…
__________
Tirsdag den 16. oktober
12.00.
I dag skal vi spille på The Mucky Pub, og da vi først skal være der kl. 18.00, beslutter vi os for at tage ud og se på byen. Det er slående, hvordan man i London har fjernet næsten alle offentlige skraldespande i forbindelse med frygten for terror. Resultatet er, at man risikerer at gå rundt med et stykke fedtet papir i hånden i timevis, med mindre man altså er typen, der diskret smider det på gaden, når man tror, ingen kigger. Selvom der ikke er nogen skraldespande, er der naturligvis stadig meget skrald, og det ligger nu på fortovene foran husene i poser, sække og papkasser. Man skulle tro, at det var nemt nok at snige en bombe ind i disse bunker af affald, hvis altså det var det, man ville.
Vi finder Malcolm McLarens gamle tøjbutik Sex, hvor drengene fra Sex Pistols slog deres folder. Der er stadig masser af tøj fra Vivienne Westwood, men bag disken står to vrangvillige japansk udseende mennesker, der ikke er meget for, at vi filmer. I det hele taget virker de meget livstrætte, hvilket man sikkert også kan blive, hvis man flere gange dagligt overrendes af begejstrede mennesker, der vil fotograferes inde i ens butik.
17.00.
Vi ankommer til spillestedet i god tid, da vi godt er klar over, at det her bliver noget ud over det sædvanlige. Ejeren Kenny er selv tidligere musiker, og vi har mødt ham via Martyn Myers. Han er meget glad for vores musik, og det er fedt at se, at vores opsamlingsalbum "The Rest of the West" sidder i jukeboksen. Selve stedet er en pub, men det er tydeligt at se, at den bevidst leger lidt med genren. Væggene er malet i en højrød okseblods-nuance, der signalerer mere berlinsk luderbar end "ye old English pub", hvilket vi har det fint med. På væggene hænger nogle sjove ting, heriblandt Kennys gamle bækkener fra dengang, han var trommeslager i et orkester der vistnok havde pladekontrakt. Der hænger også indrammede tegneserier med "The Mighty Thor", en eller anden langhåret vikingetype, der kæmper mod forskellige afskyelige monstre i et futuristisk univers. Der hænger desuden en eller anden pris, stedet har vundet for at være den mest dyrevenlige pub i London (?). Helt i tråd hermed løber en kåd hund rundt, der meget gerne vil slikke. Der hænger også en oppumpet Batman i krig med et monster, og jeg kommer til at tænke på en Batman-film, jeg så som barn (før man begik den fejl at gøre Michael Keaton til Batman). I denne udgave havde han en spraydåse til enhver lejlighed, herunder "bat-anti-hajspray" – hvis man skulle være så uheldig at blive angrebet af en haj… Det var før, det blev politisk ukorrekt med freon-fisende spraydåser, og dengang, man gjorde et nummer ud af ikke at tage superhelte-genren seriøst. Jeg kan huske, at jeg var lidt skuffet som barn, men tænker samtidig, at jeg måske selv får brug for lidt af Batmans humor i aften.
Stedet er nemlig ikke særligt stort. Mildest talt. De har aldrig haft et 5-mands band før, og det forekommer en lille smule vanvittigt, at vi skal spille her. Anlægget ser foruroligende lille ud, og vores bassist Andreas, der ikke har nogen basforstærker og skal spille over sanganlægget, er bleg og har brug for lige at sidde lidt alene ved siden af, mens vi får hul igennem anlægget. "Så må det blive, som det må blive" mumler han, og alle føler med ham.
Vores trommeslager er nødt til at sidde oven på poolbordet, for at vi kan være der og det udgør et fantastisk billede, men ser også lidt vakkelvornt ud, og der er ingen der har lyst til at blive halshugget af et faldende bækken. Med en del rykken frem og tilbage lykkes det at lave noget, der ligner en opstilling, og stedets anlæg, som består af to små aktive Mackie-højttalere, viser sig at være overraskende potente. Vi er nødt til at stemme trommesættet ned, da stedet selvfølgelig har masser af problemer med naboklager, men til sidst har vi faktisk noget, der minder om en okay lyd, og selv Andreas finder smilet frem igen.
21.00.
Vi har netop været ude at spise på en fremragende tyrkisk/cypriotisk restaurant og er tilbage på The Mucky Pub, hvor vores opvarmningsact (!) er i gang. En énmandshær med western-guitar, mundharpe med nakketræk og kunstnernavnet "Goodtimes Goodtimes". Han hedder i virkeligheden Frank og er italiener. Hmm… Han er faktisk slet ikke dårlig, om end han har en noget selvudslettende udstråling.
21.30.
"Goodtimes Goodtimes" er ved at være færdig, og stedet er ved at være fyldt op med mennesker der virker, som om de virkelig har glædet sig til at se os spille.
23.00.
Vi har netop spillet en supergod koncert. Det var meget intenst, og det var tydeligt, at flere i publikum kendte flere af vores numre. Så intenst, at vi alle lavede nogle småfejl, som vi ikke plejer at lave, men efter publikums ansigter at dømme har vi vist leveret varen. Stedet summer af den helt særlige stemning, som kun kan skabes med vellykket livemusik. Vi er lige nu ret glade for os selv,
og Kenny og hans partner Angus er på vej med forsyninger.
__________
Onsdag den 17. oktober 2007
I dag skal vi spille til et arrangement der hedder "What's Cooking", og som arrangeres af en lokal musikforening i den nordøstlige del af London. Vi er opvarmning for en fyr, som hedder Andy White. Martyn Myers siger, at han havde et hit i 1980'erne, og vi vrider vore hjerner efter spor, men uden det store held. Selvom 80'erne for mange af os fremstår som lidt af en gru, er det klart, at der i det pastelfarvede årti skete langt mere, end hvad der kan rummes på PopFMs playlist. Om dette taler for eller imod Andy White, må vi finde ud af senere.
Stedet, hvor vi skal spille, hedder Leytonstones Ex-Servicemens Club og er en gammel forening for krigsveteraner, formodentlig lidt ligesom et medborgerhus. Klubben er bygget efter 2. verdenskrig med veteraner fra denne krig i tankerne, og vi er lidt spændte på, om der mon også bliver unge krigsveteraner at se, nu da England ligesom Danmark også er i krig.
19.00.
Vi er netop ankommet, og stedet overgår vores vildeste fantasi. Det ligner ganske rigtigt et medborgerhus, og man kan mærke, at det er et hus med traditioner. Der ligger en bar i stueniveau og stamklientellet, der godt kunne være født før 2. verdenskrig, tager hjerteligt imod os. Ligesom i Danmark må man ikke ryge indenfor mere, og stamholdet farter derfor frem og tilbage i pendulfart mellem Guinness og røg, fra baren til den lille parkeringsplads foran hovedindgangen. Gad vide om denne tvungne motion med tiden vil få dem til at kvitte røgen eller – såfremt de bliver ved med at ryge – måske vil give dem et par ekstra år at leve i? Der står en mandshøj fotostat af country-legenden Gene Autry uden foran baren med et skilt, hvor aftenens koncerter er annonceret, og det er meget klart, at vi står midt i et stykke velbevaret engelsk folkekultur. Oppe ad trappen til højre for Gene er selve det lokale, hvor vi skal spille, og vi bliver venligt modtaget af Steven, en mand omkring de 60, der også er aftenens arrangør. Han kører det, man i fagsprog kalder "pork chop sideburns", altså bakkenbarter, der ligner et par svinekoteletter, som er klasket op på kinderne, og man skal ikke være professor for at se, at country er hans et og alt. Selve rummet ligner noget taget ud af kultfilmen The Blues Brothers bortset måske fra scenen, der pyntet op med flere kunstige blomster, end jeg i mit liv har set. Bagtæppet er et absurd stort maleri af en mexicaner med guitar på ryggen ridende på en stejlende tyr, og hans fantastiske frisure står ikke tilbage i swung for 1980'ernes høje hår. Dog er vi langt fra 80'er-land og snarere lige midt i en homage til det amerikanske bidrag til den internationale musikscene – country, blues, rock'n'roll. Bortset fra et billede af en halvnøgen Rod Stewart med en kat i skødet er alle stjernerne på væggene amerikanske, og vi er lidt spændte på, hvad Salem vil sige disse folk. Bliver de sure over, hvad vi gør med deres musikskat, eller kan de forstå og påskønne, at nogen har brug for at arbejde videre under devisen, at intet er helligt?
19.55.
Mr. Andy White (som jeg stadig ikke genkender fra nogle af de mange 80'er-idolplakater, der desværre står printet ind i min bevidsthed) er ved at være færdig med lydprøven, og han virker en lille smule utilfreds med anlægget. Tørt siger han noget til Steven om, at de mange blomster desværre ikke pynter på lyden, og scenen overlades til os til den korte lydprøve, der vist er en slags universel præmis for opvarmningsbands. Der er ingen grund til at blive frustreret. Det klarer Steven fint selv, da vi ydmygt hører om, hvorvidt anlægget har rumklang (meget vigtigt i Salem!). Han trykker og skruer, og vi får valget mellem en helt kort badeværelses rumklang (80'erne igen!) eller en alenlang rumklang, der ikke stopper, når man først har sat den i gang. Selv for os er dette lidt for meget, og vi ender med en knastør lyd – så får man også prøvet det.
Da vores bassist Andreas står helt skjult bag noget, der ligner en kæmpemæssig plastic-bregne, hører vi om, hvorvidt man muligvis kan flytte lidt på noget af dekorationen. Med et såret udtryk i øjnene siger Steven "but that's why people come here!" og vi spørger ikke mere, og går nedenunder for at nyde en øl, før vi skal på.
20.45.
Der er ca. 20 minutter, til vi skal spille og jeg må med ærefrygt konstatere, at der er kommet endnu flere blomster på scenen, siden vi afsluttede lydprøven. Gad vide, om ham Steven har røget en ordentlig koger? Heldigvis er der også ved at komme publikum. Stedet er faktisk ved at være propfyldt, så noget tyder på, at Steven ved, hvad han laver. Englænderne, et folk besat af plasticblomster? Der er flere unge mennesker i publikum, og det er ikke let at se, om de skulle være vor generations engelske krigsveteraner eller måske blot Andy White-fans. Nogle af dem er dog helt sikkert kommet for at høre os. F.eks. hilser vi hjerteligt på Chris, den unge lydmand fra heavy metal-klubben i søndags. Han har julelys i øjnene, og jeg bliver helt rørt over, at har taget den lange vej på en skallet onsdag for at vise os frem for sin kæreste.
21.40.
Vi har nu spillet vores korte opvarmningssæt, og det var en speciel oplevelse, som jeg er glad for, at vores kameramand Anders har dokumenteret. Vi må have lignet noget fra Alice i eventyrland – de 5 sortklædte syngende blomster... Publikum var dog meget positive – det ville jeg også være, hvis blomsterne begyndte at synge til mig. Jeg mærker dog, at der er en klar klangbund for vores teatralske univers og vores noget respektløse omgang med country-arvesølvet. Især da jeg introducerer nummeret "I Love the Avenue", der handler om en jaloux man der dræber sin kæreste. Jeg siger til publikum, at problemet med ham er, at han – når først han er kommet i gang med at dræbe – ikke kan stoppe igen. Og her kommer der en foruroligende voldsom bølge af rå mandslatter fra salen, som jeg troede, man kun fandt blandt kulminearbejdere. Mellem to af vores sange hører vores kameramand en pige sige begejstret til en anden "this is the weirdest band I have ever seen"!
23.00.
Vi er på vej hjem efter at have modtaget mange overvældende positive kommentarer og solgt en del albums. Selv Steven er oppe at ringe og vil have os tilbage snart igen som hovednavn. Jeg smiler og tænker på, at det faktisk er godt for verden, at der findes folk som ham, der brænder for at skabe gode oplevelser for andre. Og med dette udgangspunkt kan man vel lære at leve med den noget svulstige scenedekoration.
__________
Torsdag den 18. oktober 2007
12.00.
I aften skal vi spille sidste koncert i London, og vi er nu steget i graderne til hovednavn med hele 2 opvarmningsbands. Først den vanvittige enmandshær Honkeyfinger, som Martyn har præsenteret os for, og siden et ungt "post-country"-band ved navn White Russians. Hele herligheden, der altså har os som rosinen i pølseenden, går under navnet "Tripping in the Country" og er Martyn Myers månedlige tilbagevendende event, hvor han forsøger at etablere en scene for "post-country" – en kategori, vi åbenbart også kan passes ind i. Generelt har jeg det meget svært med den evindelige tilgang af nye betegnelser for den samme gamle musik og har personligt ikke brug for flere betegnelser end rock og pop – og måske jazz. Men hvis man kan skærpe opmærksomheden omkring det musik, vi laver, ved at hoppe med på en "post-country"-vogn, så gør det mig ikke det store…
Vi er meget spændte på, hvad aftenen har at byde på og håber selvfølgelig på, at der møder horder af begejstrede fans op… Men lad os nu se…
Jeg tager en tur rundt i Camden-området, hvor der ligger den ene butik efter den anden med alt, hvad hjertet kan begære, hvis man altså er til sort tøj. Støvler med stålhorn og drageklør, lige noget for min gamle helt Gene Simmons fra Kiss.
21.00.
Vi er nu ankommet til spillestedet, der er en suspekt kælder malet helt i pornorødt i endnu et NV-agtigt kvarter. På papiret ikke helt tosset, om end det er tydeligt, at de ikke har haft særligt travlt med rengøringskluden – især ikke på toiletterne.
Vi har lavet lydprøve og sidder og venter på at første opvarmningsindslag går på. Som det eneste job på vores lille turné forefindes der i aften en decideret tidsplan og "rider" (liste over ønsket forplejning, red.). Martyn har gjort sig umage, men noget arbejder lidt imod de fine intentioner, for det synes allerede ret sikkert, at planen ikke holder. Det er tankevækkende, hvor meget slave man bliver af sådanne papirer, hvis nogen er dristige nok til at lave dem.
Lydprøven lover ikke helt godt for aftenens koncert. Selvom der umiddelbart er tale om turnéens største, nyeste og sikkert også dyreste udstyr, har vi at gøre med en lydmand, der straks får mig til at savne Chris, den søde unge mand, der lavede lyd på vores første job i søndags, og som jeg hvis gjorde mig lidt morsom over i søndagens udgave af denne dagbog. Skamme, skamme! Der er måske den kosmiske straf for at have gjort grin med en lydmand, eller også er vi bare lidt uheldige.
Problemet med aftenens eksemplar er, at han virker fuldstændig uinteresseret i, hvad der skal foregå, selvom der er indlysende problemer med lyden. Han får selv de mest branchetrætte danske lydmænd, jeg har mødt, til at fremstå som lysende eksempler for den rette professionelle adfærd. Og selv Chris, ja søde Chris, der mødte op for at se vores koncert i går, ja han var langt at foretrække, fordi han i det mindste kunne lade som om, at det betød noget for ham at være en del af noget, der gerne skulle blive til en god livekoncert. Jeg greb mig selv i at gøre antræk til at lave en scene. Selv da de i forgårs viste mig et poolbord og sagde, at det var vores scene, var jeg i stand til at mestre en større ro end nu. Men det er også, fordi rummet er større end de andre steder, vi har spillet, og fordi det er betonvægge. og den mindste knappenål tabt på gulvet runger som i en parkeringskælder. Jeg prøver at fortælle mig selv, at sådan er Londons undergrund "in the flesh" men jeg er ikke overbevist. Det er dog en følsom situation, for det kan jo vise sig, at alt falder på plads, når musikken begynder at spille, og ofte gør man mere skade end gavn, når man ligger hovedet i for dybe brokkefolder…
Jeg forsøger at indlede en rimelig dialog med den mere end livstrætte lydmand, hvor jeg prøver at fortælle ham, at min monitor er i stykker. Den lyder som en diktafon på viagra, og det er altså svært at arbejde med, hvis man har ambitioner om at servere nogle sangmæssige lækkerier. Lydmanden virker dog evigt uinteresseret og siger til mig med sit deadpan ansigtsudtryk, at det ikke er nogen særlig dyr monitor. Under andre himmelstrøg havde jeg måske forsøgt at føre dialogen videre, fordi jeg dybest set er interesseret i at finde ud af, om han overhovedet har forstået, at monitoren er i stykker. Hvis det ikke er tilfældet, kan der jo være tale om, at han faktisk ønsker at gøre det godt, men blot er lidt langsom i optrækket. Dog har jeg en fornemmelse af, at jeg ikke kommer videre med ham, og jeg sender en venlig tanke til den danske lydmandsstand, der her i en kælder i det nordøstlige London pludselig fremstår for mig som fremmelige repræsentanter for det bedste, menneskeheden har at byde på. Jeg forsøger at anlægge en form for stoisk, upåvirket attitude og huske på, at mange af ens største musikalske idoler også har måttet arbejde under tvivlsomme forhold, og jeg genkalder Nietzsches visdomsord om at det, der ikke dræber en, gør en stærkere.
Dog er vore problemer ikke forbi endnu. Andreas har lånt White Russians' basforstærker og har glædet sig som en lille dreng juleaften til at få lov til at spille på noget baggear, der ser seriøst ud. Mistænkelige knas fra baskabinettet efterfulgt af total stilhed varsler dog, at det hele ikke nødvendigvis bare skal være en dans på roser. White Russians-bassisten, der er iført en form for motorhue med flapper ned for ørerne, lader sig ikke slå ud af stilen af lidt knas i hans basgear. Han retter på et kabel, og da der lejlighedsvis igen er lyd, smiler han, som om problemet er løst… Da Andreas ikke virker, som om han lader sig slå ud af stilen, vælger jeg klogeligt at holde lav profil. Det sidste, jeg vil, er, at vi fremstår som nogle arrogante idioter fra Danmark.
22.30.
Honkeyfinger har overstået sit sæt, og White Russians er ved at lægge an til at spille. Honkeyfinger er en tynd, bleg mand med et langt sort skæg, og han spiller en ukontrolleret, svampet powerblues på en lapsteel-guitar, hvortil han samtidig formår at stampe i en stortromme og på en hihat – nogle gange i takt. Det er faktisk ret fedt. Der er i hvert fald ikke gjort noget for at glatte kanter ud, hvilket er det værste, jeg ved inden for alle musikalske genrer. Apropos bliver vores lille kosteskab af et bandrum pludselig indtaget af en rumænsk koncertpianist, der er blevet trukket med til koncerten af nogle, hun kender. Hun ser det som helt naturligt at indtage bandrummet og begynde at konversere os, hvilket ingen af os er helt i humør til. Tiden er allerede skredet med over en time, og vi er alle lidt småirriterede. Sådan er det måske at være hovednavn? Det slår mig, at det nu er os, der er Andy White – altså hovednavnet fra i går – og at de andre orkestre måske i skrivende stund sidder og gør sig morsomme på vores bekostning, lidt ligesom vi gjorde med gode gamle Andy i går? Under alle omstændigheder har White Russians og Honkeyfinger i rekordfart tømt bandrummet for de bajere, der var. Måske er det en sammensværgelse? Gad vide, om noget af Joe Meeks paranoia er ved at smitte af på mig? Godt, vi ikke har pistoler i bandrummet…
23.10.
White Russians er nu færdige med et kraftfuldt sæt, der led under vores alle sammens onde ånd, den livstrætte lydmand. Deres sæt led også under, at basanlægget pludselig brød i brand. Det slog dog ikke manden med motorhuen ud, og han pumpede bare videre på sin bas, formodentlig i tiltro til, at lydmanden kunne høre, at der ikke var noget baggear, og derfor løftede ham i fronten. Han skulle bare vide…
Dog var det ikke uinteressant med en garagesound uden bund – men om det var sådan, White Russians ville have ønsket det, havde de haft valget, er jeg mindre sikker på…
00.30.
Vi sidder nu efter en overstået koncert, der gik godt og dårligt. Godt, fordi jeg faktisk synes, at bandet inklusive undertegnede leverede varen. En kummerlig lyd til trods lavede vi vores ting, og det tror jeg trængte igennem. Dårligt, fordi det er surt at slutte en god uge af med, at det annoncerede klimaks aldrig helt indtræffer. Dertil var lyden simpelthen for ringe og for lav. De – som f.eks. den rumænske koncertpianist – der ikke forstår "hvorfor det skal være så højt", mangler fornemmelse for, at det er nødvendigt med et vist lydtryk for at dræbe muligheden for at samtale, mens der bliver spillet. Hvis publikum kan tale sammen, bliver det uendeligt meget sværere at lave en god koncert, i hvert fald i en betonkælder i Londons svar på Nord Vest. Dog bliver vi bagefter mødt af flere publikummer, der køber cd'er og siger, at det var fantastisk. Jeg har dog lidt svært ved helt at rumme deres ros, fordi der har været så mange knaster i dag. Den, der nærmest er mest trist, er Martyn, der synes, lydmanden ødelagde aftenen. Og han er meget ked af, at der opstod dette problem på den aften, hvor han står som arrangør. Men lydmanden var stedets bidrag til arrangementet og ikke Martyns. Jeg håber, de finder en lydmand, der er lettere at begejstre til næste gang, de skal lave "Tripping in the Country".