af Morten Alfred Høirup
Henrik Jansberg er i starten af 30erne og et af de stærkeste kort
blandt de yngre danske folkemusikviolinister, Han har sit eget band,
Henrik Jansberg Band, som spiller akustisk musik i overvejende grad
komponeret af Henrik selv, og han har udgivet flere albums i eget navn.
Henrik Jansberg har i den forbindelse modtaget en række Danish Music
Awards, bl.a. forårets Danske Debut Album og som årets Danske Folk
Artist Traditionel. Han kommer fra Juelsminde i midtjylland og har
spillet violin siden han var 7 år gammel. Hans forældre var aktive
folkedansere, og Henrik har fra starten folkemusikken og i særdeleshed
dansemusikken tæt inde på livet. I løbet af barndommen og den tidlige
ungdom, færdes han hjemmevandt i miljøet omkring den traditionelle
danske folkemusik, bl.a. i folkemusikmiljøet i Århus, på østjydernes
Spillemandsstævne og på Roskilde Spillemandsstævne.
"Some debuts are calculated for success" - Sing out!, Chris Nickson
I 2000 søger Henrik ind på Folkemusiklinien på Det Fynske
Musikkonservatorium (Carl Nielsen Academy of Music), en uddannelse som
han afsluttede i 2004. Det år bliver også året hvor han udgiver sit
første album, "Signatur". Henrik Jansberg har med sit band eller som
solist spillet og givet workshops i en lang række lande, bl.a. i
Danmark, Norge, Sverige, Finland, Estland, Belgien, Tyskland, Belgien,
Spanien, Skotland, Japan, Taiwan og USA.
Den nye musik og Traditionen.
Henrik Jansberg er altså vokset op med den traditionelle danske
folkemusik og han kan dansene og han kender musikken som sin egen
bukselomme. Netop derfor er det ganske imponerende at han helt fra
starten især markerer sig som komponist og fornyer af traditionen. Det
ser man ikke hver dag indenfor den traditionelle danske folkemusik.
Henrik fortæller selv at hans fremgangsmåde er meget enkel. Han kalder
den "Instrument + Tema":
"Med det mener jeg, at jeg leger mig frem til noget tematisk på et
instrument, oftest violinen men også på bratsch, mandolin, mandola,
klaver eller guitar. Nogle gange skriver jeg temaet ned og nogen gange
bliver det indspillet, på den måde lagres det og på et tidspunkt opstår
en B el. C del. Når jeg så har en melodi forsøger jeg at spille den med
andre og på den måde forme arrangementet. For mig er min tradition
præsent i alt hvad jeg har komponeret.. Jeg har tit arbejdet med at gå
ind i en bestemt polkaform eller turdanseform og så skabt nye melodier
til samme type dans. Jeg har også forsøgt at lave variationer på samme
melodi indtil den oprindelige melodi ikke længere var genkendelig. En
anden tradition jeg har benyttet er at lave suiter af melodier - måske
komponere en ny melodi og sætte den sammen med en traditionel melodi."
- Hvor vigtigt synes du at det er at undervise i den traditionelle musik?
"Jeg føler det er uhyre vigtigt at forsøge at videregive sine
erfaringer med traditionen - jo flere af de dygtige spillemænd der gør
det, jo mere nuanceret bliver den musik vi går og spiller.. De kæpheste
jeg har og som jeg forsøger at give videre er givetvis ikke de samme
som andre spillemænd. I musikskolesammenhæng forsøger jeg først og
fremmest at videregive glæden ved musik og motivere børnene.. Det med
tradtionen kommer senere, når instrumentet ikke er så fremmed mere og
når interessen selv begynder at spire hos eleven. Jeg har haft elever
med ude at spille til dans - hvilket kan være noget af en øjenåbner;
kan man bruge min musik til at danse til? spørger de ofte. Det er noget
som tit fanger."
Bandet
"Jansberg Band impressed the crowd and was definitely the most humorous act of the night" – Shetland News, Gavin Morgan
Henrik Jansberg har i de seneste år arbejdet med sit band, Jansberg
Band. Med sig i bandet har han nogle af de mest markante danske
folkemusikere i sin generation, og bandet er gearet til bade turnÈer og
festivaler i Danmark og udland. I 2008 havde bandet bl.a. stor succes
på Shetland Folk Festival, og i den forbindelse havde man et kamerahold
med på Shetland, og i løbet af 2009 kan vi så opleve resultatet som en
lille dokumentarfilm om et ungt dansk band og dets oplevelser på den
lille øgruppe i det nordlige atlanterhav. Henrik Jansberg:
"Jansberg Band opstod efter udgivelsen af min første CD, Signatur -
det første Jansberg Band var simpelthen de medvirkende på den plade..
Sidenhen har bandet udviklet sig en smule men grundstammen er den
samme. Nu efter indspilningen af Omnivor består Jansberg Band af -
Rasmus Zeeberg (Guitar, Mandolin), Rasmus Brylle (Percussion), Steffan
Sørensen (Bas, violin) og Perry Stenbäck (Guitar, mandolin &
Nyckelharpe) og så mig selv på violinen naturligvis. Rollefordelingen
er efterhånden klar og det bestyder at vi spiller mere og mere frit -
samtidig med at vi aldrig mister "stramheden". Jeg har altid drømt om
at have et superkompetent band som kunne fusionere den helt
traditionelle lyd med en mere "rockorienteret" stil og som kun spillede
akustiske instrumenter."
- Hvordan har du det med at arbejde solo i forhold til at arbejde med et band - hvor ligger forskellen?
"I solosammenhænge arbejder jeg mere traditionelt, ofte som
dansespillemand - det solistiske i den forbindelse ligger mest i den
direkte kommunikation man har med danserne via musikken - de små
variationer og tidsforskydelser. Jeg har også arbejdet som solist på
indspilninger med danske og færøske sangskrivere som Peter Abrahamsen
og Stanley Samuelsen. Her er det evnen til at gå ind og fornemme hvad
en nummer har brug for og tilføre det, der er i højsædet. I arbejdet
med bandet er det de store virkemidler, breaks, voldsom dynamik og
lyden af forskellige instrumenter og soloer og riffs vi arbejder med.
Jeg holder meget af alle arbejdsformerne, de giver mig bredde og
udfordringer.. Samtidigt har jeg opnået en tro på mit eget spil - når
man er helt alene på scenen kræver det at man er på på en anden måden
end hvis man også skal kommunikere med et band..
Henrik Jansberg og hans band er et af de stærkeste unge danske
folkemusikprojekter, og det er ikke tilfældigt at bandet appelerer til
et yngre publikum i Danmark. I de følgende år vil Jansberg Band
turnerer både i Danmark og internationalt, og indtil de kommer til et
spillested eller en festival i nærheden af hvor du bor, kan du opleve
dem og få mere information om dem på youtube og myspace