Dagene går 
og lægger sig i seng samme sted som jeg vil sove,
når jeg har forladt dig.

Det er de samme løfter vi tager med,
tøjet glemmer så godt at Vinteren går i stykker
på ruder og kort over hele byen,
og jeg smider dynen og drømmene fra mig
som om alle år kun var et spørgsmål om tid.

De tænder skilte ved stoppesteder
som dagens overraskelse;
hvordan november er det tætteste vi kommer,
vi kommer så tæt at der lyder af støvler
i gangen, uden retning
og busser uden mennesker.

November er aldrig alene,
november er to om den samme historie,
november går igen.
Ingen ved om manden som altid står i vinduet og tegner et farvel,
altid står og mangler
i billedet, for andre end hende.