Hej. Kristian her. Jeg sidder i en lejlighed i Brooklyn, NY med en meget træt unge på skødet. Det øser ned udenfor og jeg er helt tung i hovedet, Danmark virker meget langt væk og det er både godt - læs: Løkke/Fogh - og skidt. For jeg mister lidt kontakten med alt det gode der sker med William Blakes lige nu. Så det vil jeg rette op på med den her blog. I får lige en update.
Vi var - som mange af jer så - i DR2's nye Backstage-program og spille 3 numre sammen med Spleen United og det var heldigvis slet ikke så åndsforladt som man kan frygte sådan noget er. Publikum er ikke så afslappede i et tv-studie og den der "værsgo', fest"-stemning er svær at ryste af sig, når man kun har 2-3 numre der skal vise alt man kan som band.
Men da vi gik i gang, fandt vi ud af at de ca 400 mennesker der havde betalt for at komme ind og se os og Spleen havde taget deres bedste koncertopførsel med. De gav os en kæmpe oplevelse og klappede med og hujede, hvilket bare gav os lyst til at holde en endnu større fest. Det vil vi gerne takke dem for!
Efter en hel dag med uendelige prøver, først for lyd, så for kamera, så for vært, var det dejligt at det egentlig var let nok da vi først gik i gang. Og så var det en fornøjelse at se Spleen United gøre det de gør så godt helt tæt på. Vi er fulde af respekt for de drenge plus en hel masse kærlighed.
I kan se Backstage-programmet ved at klikke her.Og hvis I kan lide det I ser, så husk at vi spiller nogle få koncerter her til foråret. Og det bliver nok de sidste i et stykke tid. Så hvis du kan komme til koncert i Odense, København, Aalborg eller Århus i maj, så ses vi der!
De bedste hilsener,
Kristian - The William Blakes