Hej alle,
Spot er slut, og vi er hjemvendt efter et par gode dage i Århus.
Vi spillede en fin koncert og fik god respons fra musikpressen. Den er her:
Information
Når Le Fiasko præsterer festivalens mest lovende danske koncert, ja, så sker det med et væld af gældsposter. Til både Spiritualized, etiopisk jazz, Godspeed You Black Emperor og country og i familie med danske indie-salme-digtere som Choir of Young Believers og Slaraffenland. Men det er og bliver kun pejlemærker i et allerede brændende personligt, kollektivt hymnisk, stolt kantet udtryk som kommer til fuld ret i den sublimt lydende, nye Rytmisk Sal i Musikhuset.
Der er få forudsigeligheder især i koncertens første forrygende halvdel, hvor det syv-otte m/k høje band på blæsere, cello, tangenter og klassisk rockudstyr giver sig i kast med råbekor, støjende klimakser, breaks for fem tamburiner og en kollektivt mørkladen og alligevel håbefuld sound og sangskrivning med personlighed i hver en lille sti gennem musikken. Jeg har store forventninger.
-Ralf Christensen
Gaffa (5/6)
En fortryllende forkvinde, et stærkt kollektiv og modige, eksperimenterende kompositioner
Cæcilie Trier slog et simpelt anslag på klaveret og foldede sin på en og samme tid jazzede, hæse og rene vokal for en pænt fyldt og disciplineret Rytmisk Sal, der ganske enkelt ikke kunne lade være med at lytte.
For der er nemlig rigtig, rigtig meget at høre efter, når det kommer til det meget lovende og kompromisløse københavnske rockensemble Le Fiasko.
Cæcilie Trier var med sit klaver, sin stemme, cello og fodstampende energi fortryllende fra start, og kollektivets resterende syv medlemmer var med til at give en af de store øjenåbnere på årets Spot Festival med blæsere, larmende guitarer, lydeksperimenter og hårde trommer. Le Fiasko leverede respektvækkende, søgende symfonisk rock, der vekslede mellem de sårbare øjeblikke og en absolut støjende vellyd i en række stærke og storladne rockeposer.
I første halvdel led koncerten lidt under gentagelserne i kompositionernes opbygning: først det skrøbelige, som blev bygget op og op og endnu mere op til et støjende vanvidsklimaks, der forunderligt nok aldrig mistede sin lydmæssige harmoni. Men i sidste halvdel overraskede ensemblet publikum med andre opskrifter i numrene og en giftig, afdæmpet afslutning, der med alle otte musikere på kor, simpelt klaver, en håndspillet violin og nogle legende lydsnedkerier stod i kontrast til resten af sættet og skruede sig ind i kroppen på tilhørerne.
Dén afslutning vil sidde skruet fast i undertegnede de næste dage.
Overbevisende. Talentfuldt. Rasende interessant.
-Jesper Gaarskjær
Soundvenue
Jeg er fanget i spændingsfeltet mellem støj og symfoni. På scenen vender forsangeren Cæcilie Trier sig væk fra klaveret og griber sin cello. Blæserne lægger sig som en tæt tåge bag de støjende guitarer, mens det syv mand høje orkester langsomt bygger nummeret op.
Jeg står tilbage med en følelse af at forsvinde ind i musikken. At jeg om lidt glemmer at tage noter, fordi lyden okkuperer al min opmærksomhed. Med en overbevisning om, at koncerten med Le Fiasko er en af de bedste på Spot Festivalen indtil nu. Men samtidig undrer jeg mig over, hvad det egentlig er, der er så fængslende ved bandets avantgarde-blanding af støj, postrock og næsten symfoniske numre. Der er ikke mange hooks. De dramatiske opbygninger er lange og sangene endnu længere. Og der er ikke nogen numre, jeg kan huske bagefter.
De postrockede og gribende opbygninger er en af forklaringerne. Stilhed-støj-æstetikken en anden. Og som hos de beslægtede Efterklang og Under Byen er den helt store styrke ved Le Fiasko stemningen. En stemning, som uundgåeligt spreder sig, når man pakker et støjrockband ind i et symfoniorkester og lader publikum overvære, hvordan det sprækker. En stemning som virker 95 % af tiden, men også en stemning som kunne nydes af endnu flere, hvis bandet dyrkede hooks og temposkift lidt mere.
-Otto Lerche